Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/detsultnehjerte.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 600

Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/detsultnehjerte.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 600

Konference 2016

Konference om borderline: Opfattelser, diagnoser, behandlinger og det svære arbejdsmarked

Mulighederne for at leve symptomfri eller næsten symptomfri trods en borderline-diagnose er forbedret markant de senere år. Alligevel er det stadig en af de mest stigmatiserende diagnoser at få. Det er meget svært for borderline-ramte at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet og behandlingsmulighederne er meget forskellige fra den ene ende af Danmark til den anden. Hvordan kommer vi videre herfra?

I forbindelse med udgivelsen af bogen ”Det sultne hjerte – en håndbog om borderline” afviklede Forlaget Pressto en konference om dette emne i Fællessalen på Christiansborg onsdag den 3. februar 2016 kl. 12.00-16.45.

Et større referat af konferencen med relevante links vil blive lagt op onsdag 17. februar.

 

De sad i panelerne:

Hvordan opfatter omverden en person med borderline –
og hvad har ændret sig?

Debattører: Per Sørensen (overlæge og centerchef, Psykoterapeutisk Center Stolpegård), Pia Frydensberg (formand for Borderlinenetværket), Karin Dyhr (forfatter til bogen “Bag om borderline” fra 2010) og Michael R. Danielsen (chefpsykolog i Psykiatrifonden).

Diagnose og behandling.

Der er sket meget med forståelsen og behandlingen af borderline inden for de seneste år – det er bare de færreste, der ved det. Men hvorfor er det stadigvæk tit så svært at få den rigtige diagnose? Og er det rigtigt, at en person med borderline i dag kan blive nærmest symptomfri?

Debattører: Pia Frydensberg (formand for Borderlinenetværket), Michael R. Danielsen (chefpsykolog i Psykiatrifonden), Kristian Bennedsen (Sind) og Jacob Hansen (psykolog ved Psykiatrisk Center Glostrup).

Er der plads på arbejdsmarkedet?

Det er ofte svært for en person med borderline at få – eller fastholde – en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvordan kan arbejdsmarkedet gøres mere rummeligt for borderlinere?

Debattører: Charlotte Holmer Kaufmanas, (tidligere leder af Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder), Per Bovbjerg (recoverymentor, Recovery Consult), Johanne Bratbo (psykolog og projektleder, En Af Os) og Pia Frydensberg (formand for Borderlinenetværket).

Den politiske afslutningsdebat: Det skæve Danmark og det svære arbejdsmarked.
På tværs af regionerne er der store forskelle på den behandling, som de borderline-ramte modtager – og de tilbud, som de pårørende får for at få hjælp til at klare det til tider komplicerede samliv med en borderline-ramt. Og ventetiderne er generelt alt, alt for lange. Der er endnu ikke foretaget analyser af disse forskelle, ligesom der ikke er blevet truffet politiske beslutninger om, hvordan hjælpen kan blive ensartet og dækkende over hele landet.

Og så er der arbejdsmarkedet. Hvordan kan man politisk sikre, at flere sårbare kommer (tilbage) på arbejdsmarkedet.

Debattører: Tina Boel (SF, medlem af Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg), Yildiz Akdogan (psykiatriordfører for S), Liselotte Blixt (psykiatriordfører for DF), Carolina Magdalena Maier (psykiatriordfører for Alternativet), Michael R. Danielsen (chefpsykolog i Psykiatrifonden), Kristian Bennedsen (Sind).

Se bl.a. Yildiz Akdogans videodagbog, hvor hun berører konferencen.

Moderator:
Simon Kratholm Ankjærgaard, journalist og forfatter til bogen ”Det sultne hjerte – en håndbog om borderline”.

 

Debat om udviklingen indenfor opfattelse, diagnosticering og behandling af borderline:

Medicinstuderende og borderlineforsker Jesper Nørgaard Kjær, tidligere formand for Psykiatrisk Selskab for Medicinstuderende og nuværende medleder af Psykiatrisk Forskerakademi, holdt et kort oplæg – se det her.

Per Sørensen, overlæge og centerchef, Psykoterapeutisk Center Stolpegård, sagde blandt andet:

“Tidligere er borderline-ramte blevet opfattet som de umulige patienter, som man ikke kunne hjælpe og som hurtigst muligt skulle ud af behandlersystemet, da de blev afhængige af systemet og ikke var i stand til at komme af med igen. Der blev talt hårdt til dem, de blev afvist og man anerkendte ikke deres vanskeligheder som noget, der var tilgængeligt for psykiatrisk hjælp. Der skabtes en meget problematisk og uerkendt alliance, hvor borderline-patienten identificerede sig med den måde, de blev behandlet: De var ikke noget værd, deres problemer var selvforskyldte, de skulle blot tage sig sammen – og hvis de ikke kunne, var det deres egen skyld. Det er ændret med den nye forståelse, man i dag har af borderline – med en række gode psykoterapeutiske behandlingsformer, som har ændret behandlersystemets opfattelse af borderline. Og forhåbentlig også det enkelte menneskes opfattelse af, hvad bordelrine er. Det er en problematik, der kan afhjælpes og som gennem støtte og hårdt psykoterapeutisk arbejde kan føre til blivende og væsentlige forandringer”.

Jacob Hansen, psykolog ved Psykiatrisk Center Glostrup:

“Er der en træghed hos lægerne? En mangel på forståelse? En dansk registerundersøgelse for årene 1995-2006 tyder på, at sundhedsvæsenet har fået sværere ved at identificere personlighedsforstyrrelser generelt og specifikt også emotionelt ustabil personlighedsstruktur (EUP), men alderen for første kontakt med psykiatrien ser ud til at være faldet lidt. De omtalte forløb, hvor patienterne oplever først at få (den rigtige) diagnose efter et længere forløb hænger nok også sammen med vanskeligheder med at skelne EUP fra andre diagnoser og omfattende komorbiditet, der kan gøre billedet mere uklart. Løsningen kan være bedre uddannelse, mere fokus på aktuel forskning, anvendelse af diagnostiske interview og spørgeskemaer, bedre tid til førstesamtaler og samlet set: flere ressourcer.

Hvad er de nyeste udviklinger indenfor behandlingen? Der er efterhånden flere diagnosespecifikke behandlinger med dokumenteret effekt til EUP, hvor den bedst undersøgte er dialektisk adfærdsterapi (DAT). Så prognosen for patienter med EUP er generelt god og hvis man tilbydes behandling med dokumenteret effekt vil 60-70 % kunne forvente væsentlig reduktion i symptomerne og en del kan også komme af med diagnosen. DAT ser desuden ud til at være en omkostningseffektiv behandling. Derudover ser specielt DAT også ud til – set over længere tid og evt. med særligt fokus på arbejdsevneudvikling – at kunne føre til, at en større andel af patienterne kommer i uddannelse eller arbejde. Nedsat arbejdsevne udgør nok den væsentligste andel af de samfundsmæssige udgifter i forhold til EUP. Der er i øvrigt også kommet manualer for integreret behandling af EUP og PTSD samt EUP og afhængighed af alkohol eller stoffer samt særlige tilbud til pårørende.

Hvad kræver det af de borderline-ramte – og hvad kræver det behandler og pårørende? Behandlingen af EUP virker bedst, hvis den er omfattende (mere end en samtale om ugen og også gerne gruppesamtaler). DAT indebærer desuden, at man også laver en del hjemmearbejde. For de pårørende burde der ideelt set være tilbud om deltagelse i familiebånd (et forløb til pårørende, der tager udgangspunkt i færdighedstræningen fra DAT). Behandlere, der arbejder med EUP har større risiko for udbrændthed, hvad man forsøger at imødegå i DAT med ugentlige teammøder, men det er desuden væsentligt, at behandleren har tilstrækkelig tid til at forberede samtalerne og varetage de uforudsigelige hændelser, der ofte følger i kølvandet på behandling af mennesker med emotionelt ustabil personlighedsstruktur. Det er endvidere væsentligt, at man har overskud til at følge manualerne, da graden af behandlerens tilslutning til manualen ser ud til at have betydning for behandlingsresultatet. Her kan det få betydning, at der aktuelt i den ambulante psykiatri er et meget fokus på at levere så mange ydelser som muligt, hvilket indebærer en risiko for, at det sker på bekostning af kvaliteten (fx tilslutning til manualen), hvilket så vil føre til dårligere behandlingseffekt, der igen fører til, at patienterne vedvarende har behov for sundhedsydelser, det giver større pres på kvantitet og så har man den onde cirkel.

Debat om det svære arbejdsmarked:

Charlotte Holmer Kaufmanas, tidligere leder af Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder og i dag chef for forretningsudvikling hos Specialisterne, henviste til fire rapporter om vejen tilbage til arbejdsmarkedet:

Ankestyrelsen og Det Centrale Handicapråd: Befolkningens holdninger og handlinger i relation til personer med handicap.

Kora: Det økonomiske potentiale i at få udsatte ledige i arbejde.

Ankestyrelsen: Personer med et handicap: Hvad skal der til for at komme i arbejde?

SFI: Handicap og beskæftigelse 2014. Regionale forskelle.

Charlotte Holmer Kaufmanas sagde også følgende på konferencen:

“Det er svært for alle med mennesker med funktionsnedsættelser at få en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. SFI’s rapport fra april 2015 fortæller, at kun 42 procent af mennesker med handicap r i beskæftigelse. Cirka 45 procent af os vil ikke være begejstrede for at arbejde sammen med en med eksempelvis bipolar forstyrrelse – men tidligere var dette tal oppe på 67 procent, så der er større åbenhed i dag end tidligere. Ofte har menneker med for eksempel borderline eller autisme med normal begavelse haft mange jobskifte. Og ofte under deres akademiske formåen. Det kan vi arbejde på at ændre”.

Per Bovbjerg, recoverymentor, Recovery Consult:

“Overordnet set ser det ud til at arbejdsmarkedet bevæger sig mod at blive stadig mere krævende, hvor man enten er helt med eller helt udenfor. Dermed er det også stadig mere vanskeligt, at begå sig på arbejdsmarkedet under ordinære vilkår, hvis man er psykisk sårbar. Dertil kommer, at psykisk sårbarhed ikke er kvantificerbart på samme måde som hvis man for eksempel havde nedsat syn. Det gør det vanskeligt for omgivelserne at forholde sig til. Og det er særligt svært for kolleger og chefer at forholde sig til i en presset hverdag”.

Johanne Bratbo, psykolog og projektleder, En Af Os:

“Ingen er kun sin diagnose!
Det er et af de vigtigste budskaber fra En Af Os. Det betyder noget for omgivelserne og for den person, som er bærer af en diagnose. Omgivelserne skal udfordres på fordommene og ikke kun fokusere på de psykiske vanskeligheder, som kan præge personens samspil med kolleger og ledere, når det handler om en arbejdsplads, men i lige så høj grad have fokus på personens kompetencer og udviklingsmuligheder.

Personen skal støttes og holde fast i sine stærke sider og kompetencer, sideløbende med at han/hun skal lære at tackle relationer på en mere nuanceret og balanceret måde, så der skabes mindes usikkerhed i samspillet med andre”.